Billigt brænde i haven

Alle haveejere kender rutinen med at pleje og passe haven året rundt, træer og buske skal beskæres og måske endda fældes.

Ofte bliver grene og træ smidt i traileren og ender på kommunens genbrugsplads, men er det nu også en god idé? Set ud fra et miljøhensyn, så bruger du ekstra CO2 på at aflevere dine afskårne grene, og du går glip af gratis varme. Jo mere lokalt brænde du bruger, jo mere sparer du miljøet for ekstra transport og CO2 udledning.

Brug grene og prydtræer i brændeovnen

Noget af det bedste brænde du kan få er, tørt bøgebrænde, men det er de færreste der fælder bøgetræer i deres have.

Det er værd at bemærke, at de fleste frugttræer, buske og prydtræer faktisk er fantastisk alternativer med høje brændværdier. Har du en gammel enebær i haven, så vil du opleve at den nederste del af stammen, faktisk minder en del om et stort fyrretræ, og der vil som regel kunne blive en del billigt brænde ud af hver enebær/thuja du fælder. Enebær vil som regel give mest brænde, når du beskærer helt ned til roden.

Sådan udnytter du havens træressourcer

  • Fæld og beskær dine træer i efteråret eller det tidlige forår 
  • Brug kun de tykkeste pinde og kævler 
  • Gem ikke træ hvor nålene stadig sidder på, da det kan give lugtgener ved afbrænding 
  • Selvom træ fra haven er tyndere, så forsøg alligevel om det er muligt at flække det. Udtørringen bliver mere effektiv 
  • Opbevar træet 1-2 år inden brug i brændeovnen, afhængigt af træsorten 

Tørt brænde er alfa og omega for en god forbrænding, og i sidste ende en effektiv varmeudnyttelse. Det er derfor vigtigt at du opbevarer dit hjemmedyrkede brænde tørt, og venter med at bruge det i brændeovnen til fugtigheden er under 18%.

LÆS OGSÅ: Hvilke træsorter brænder bedst